Ruds Vedby - Skovvej 2b

Bofællesskabet - Ruds Vedby er et socialpædagogisk botilbud med træning, udvikling og vedligeholdelse af psykiske, sociale og praktiske færdigheder. Stedet henvender sig til borgere med middel nedsat fysisk og psykisk funktionsevne, der har brug for tilgængeligt personale om natten.

Alle borgere på Skovvej 2B, Ruds Vedby har arbejde og er af sted hver dag.

Bofællesskabet er oprettet efter § 108 i Serviceloven.

Beliggenhed

Bofællesskabet har plads til 5 borgere.

Bofællesskabet er bygget op i en villa, med adgang til have, terrasser, bålsted og hyggekroge, som man frit kan benytte.

Villaen er beliggende i et parcelhusområde midt i landsbyen Ruds Vedby, 20 km fra Sorø centrum.

Boligerne

Den ene bolig ligger separat i et anneks ca. 15 meter fra hovedbygningen. Denne bolig er på 53 m2 og har eget toilet og bad.

De fire andre boliger ligger i hovedbygningen - to på førstesalen på cirka 60 m2, begge med altan og fælles bad/toilet, - samt to på 44 m2 i kælderetagen med fælles bad/toilet.

Der er fælles køkken og opholdsstue, hvor man frit kan opholde sig, når man ikke ønsker at være i sin egen lejlighed.

Personale

Der er et personale til at hjælpe og vejlede på hverdage i tidsrummet kl. 14:00 - kl. 09:00. Mellem kl. 9:00 og kl. 14:00 er der ingen borgere hjemme og derfor heller ikke personale til stede. I weekenden er der personale 24 timer i døgnet.

Personalet hjælper med personlig hygiejne efter behov samt andre små ting i hverdagen, som man kan få brug for støtte til.

Desuden er der ansat en pedel, der sørger for havearbejdet og et rengøringsselskab, der gør rent i lejlighederne og fællesarealerne.

Når man bor på Skovvej 2B forventes det, at man er med til at lave mad en dag om ugen, at man selv hjælper med de daglige gøremål som tøjvask/strygning, at skifte sengetøj osv. og man har en ugentlig arbejdsopgave som f.eks. at støvsuge stuen eller feje terrassen.

Borgerne på Skovvej 2B har købt en bus i fællesskab. De deles om udgifter til forsikring og drift.

Kontakt

Bofællesskabet Ruds Vedby

Tlf.: 58 26 15 13 
AdresseBofællesskabet Ruds Vedby
Skovvej 2B
4291 Ruds Vedby